En dag tikkede en besked ind på vores Instagram, fra de to søde piger bag Skovgaardsminde Glamping. De havde på ingen tid gjort deres iværksætterdrøm til virkelighed, og omdannet deres fine eng, til den skønneste luksus campingoplevelse. Nu manglede de bare, at fuldende projektet, ved at få skabt den helt rette atmosfære inde i de fine hvide telte og ude i de udendørs camp-områder. De var ikke i tvivl. Der skulle planter til, og de mente vi kunne være de rette til til at løse opgaven, med at finde de helt rigtige planter både ude og inde. Vi synes det var en skøn og anderledes udfordring, og vi sagde derfor straks ja. Planteshopping på andres regning. Ja tak!

Men hvad er Glamping så?

Luksus camping? 

For os to Nordjyder (og det var Nordjyder, med stort N) som er vildt forskrækkede over at komme for langt væk fra Nordjyllands grænser (og marker), var dette Glamping noget helt nyt for os. For os lød det lidt som et københavner-koncept, der nu var kommet til Nordjylland. Ingen af os havde hørt det før. Så før plante-shoppingen kunne begynde, måtte vi lige ud og inspicere og se hvad Glamping hos Skovgaardsminde var for en størrelse. Skovgaardsminde Glamping ligger i den lille naturskønne perle Hou, 9370 i Nordjylland.

Allerede ved første øjekast, blev vi helt solgt.

På den fineste eng, ligger der tre store hvide telte, med hver deres eget camp-område. Det er ren idyl, allerede fra man træder ind på den store eng der er fyldt med blomster, hvor man straks oplever den fantastiske ro, som man kun finder på landet. På hver camp-område, står der et bord-bænkesæt, to liggestole og et bålområde. Inde i teltet finder man en masser af hygge og små detaljer, der er pyntenips, en køleboks, bålgrej og en dobbeltseng (ikke en af de der luftmadrasser der taber luften i løbet af natten, men en rigtig seng).

Det hele er lavet rigtig gennemført, og man kan virkelig mærke de 2 piger bag, brænder for det de laver, og at de har hjertet med hele vejen igennem. Det eneste der på dette tidspunkt, kunne mangle, var lidt flere grønne planter. (selvfølgelig også fordi vi aldrig kan få nok)

Vi fandt hurtigt ud af hvilken stemning og atmosfære planterne skulle være med til at skabe og underbygge. Herefter gik plante-jagten igang. Vi skulle finde planter der passede ind i miljøet, og som samtidig kunne klare betingelserne på engen i forhold til vind og varme.

Tørrede blomster

Til teltene bestemte vi os hurtigt for at indrette med tørrede blomster. De svingende temperature fra dag-nat gennem sæsonen, og de vanskelige lysforhold, gjorde at vi vurderede at det kunne være svært at få planter til at trives inde i teltene.

Vi købte en masse friske blomster, som vi selv tørrede. Derudover købte vi tørrede brudeslør malet som candyfloss. Af friske blomster købte vi bundter af Hortensia, Roser, grene, Trommestikker, Korn og Kornblomster.

To-do

Allesammen blev hængt på hovedet på et tørre stativ, og efter nogle dage var de tørre og klar til at blive bundet sammen.

Til camp-områderne synes vi at det kunne være hyggeligt at man omkring bålet kunne sidde og spise lækre bær (Mmmm). Vi måtte i flere plante-butikker for at finde de helt rigtige bærbuske. Vi endte med at købe flere forskellige, så hver Camp fik mere end en slags bær. Vi fandt blandt andet ribs, solbær og blåbær. Udover bærbuske, fandt vi en masse forskellige græsser, som passede perfekt ind på engen. For også at få lidt blomster indover, købte vi lavendler, syriske roser og sommerfugle buske. Hver en plante blev nøje overvejet, intet skulle være “for pænt”, men derimod måtte det gerne være vildt, og passe ind i den fantastiske atmosfære der allerede var skabt.

Plante-jagten

Vi har en lille Ford Ka, bevares den er ikke stor. Men vi har aldrig set det som et problem, nærmere som en udfordring. (forrige år havde vi et juletræ på 2m med i bilen) Vil man have planterne nok, så skal man nok få dem hjem. Om ikke andet, må man jo låne en større bil, eller se om man kan overtale sin far til at hjælpe med trailer. Men denne plantejagt ville vi selv klare, og det lykkedes. Ikke mindre end 3 gange var bilen stopfuld. Og ja, vi mener stop-fuld. Se selv billederne nedenfor.

Resultat

Vi fik afleveret alle planterne til de glade piger, to dage før deres første gæst ankom til Campen. Så vi tror på de fik travlt og sved på panden. Men se lige de fantastiske billeder. Vi glæder os allerede til at besøge dem igen. Måske vi kan være så heldige at overnatte derude en gang. Vi har hørt at de laver den lækreste morgenmad til alle overnattende gæster, og at man sover fantastisk på engen. Den oplevelse må vi da prøve. Vi har også hørt en fugl synge om, at de vidst nok laver en ret god pandekage-dej, som man kan tilkøbe, så man kan lave de lækreste pandekager over bål. Mmmmm.

Vi slutter da lige af med et billede af de to – Der står bag Skovgaardsminde Glamping.
Du kan læse mere om Skovgaardsminde på deres instagramprofil HER.

Her kan du se deres hjemmeside og læse mere hvad de tilbyder. Du kan også booke dit eget ophold. HER

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her