Vi alle kender det. Vi har gjort vores allerbedste for at passe på vores elskede plante. (ja, bevares. Måske glemte vi den en gang under vandingsruten) Men, nu får den pludselig gule blade, brune pletter, visne blade eller lange tynde skud. Hvorfor gør den nu det?

Gule blade kan være helt normalt

Først og fremmest vil jeg lige berolige dig. Gule blade kan betyde virkelig mange ting, og det behøver ikke nødvendigvis at være et tegn på din plante mistrives. Planter skifter løbende sine blade ud af naturlige årsager og før bladene falder af, bliver de gule. Så det kan bare være plantens naturlige udskiftning af sine blade.

Men (ja, nu kom det) de gule blade kan også være et tegn på at planten mistrives. For det ikke skal være alt for nemt – Så kan gule blade, faktisk have mange forskellige årsager. Lad os se nærmere på dem.

Find årsagen ved at se på din plantens behov

Når du skal finde ud af hvorfor din plante mistrives, er det først og fremmest en fordel at du ved hvordan din plante skal passes. Her er det især vigtigt med placering og vanding. Skal planten have skygge, sollys eller begge dele? Hvor ofte skal planten vandes? Vil planten gerne tørre ud mellem vandingerne, eller skal den jorden fugtigt?
Vi har lavet en side som viser hvordan de forskellige stueplanter skal passes. Den kan du finde her.

Hvis du ser på hvilke behov din plante har og sammenholder med hvordan du har passet din plante – kan du sandsynligvis finde årsagen til at den er begyndt at lave gule blade.

Gule blade kan være tegn på overvanding

Først og fremmest kan gule blade tyde på overvanding. Har du været lige flittig nok med vandkanden på det seneste? Hmmm. Det kunne måske godt være.

Du kan først og fremmest se efter om planten sopper i vand. Et andet tegn kan være at jorden mærker fugtig, længe efter du har vandet. En tredje ting du kan se efter, er om der ligger mug på det øverste lag jord. Er overvanding problemet, så lad planten tørre helt ud, før du vander igen.

Gule blade kan også være tegn på undervanding

Gule blade kan også være et tegn på at planten mangler vand. Er det længe siden du har været forbi med vandkanden?

Hvis du mærker på det øverste lag jord (1-2cm) og det mærker helt tørt. Så kan det gule blad, skyldes at planten mangler vand. Har du glemt planten i længere tid, så start med at give planten lidt vand. Gentag så igen lidt senere. Forsæt sådan over et par dage. På den måde kan planten vænne sig til igen at få vand. Hvis planten har stået tør i noget tid for derefter at få meget vand på en gang, så kan de små rødder ikke følge med. I værste fald kan planten gå ud, fordi de små rødder drukner eller rødder.

Gule blade kan være tegn på skadedyr

Gule blade kan også skyldes planten er angrebet af skadedyr. Du kan undersøge din plante, ved at kigge godt efter på bladene efter små sorte eller hvide dyr. Ofte sidder de på undersiden af bladet. Planten får gule blade af skadedyr, fordi de tager af plantens næringsstoffer. Nogle skadedyr ødelægger også plantens rødder. Det er vigtigt at reagere hurtigt hvis du optager skadedyr i din plante, for at forhindre den går ud, og for at undgå dyrene spreder sig til dine andre planter.  Du kan læse mere om skadedyr og bekæmpelse af disse HER

Gule blade kan være tegn på planten mangler gødning

Gule blade kan også være et tegn på planten mangler næringsstoffer. Er det længe siden du har gødet? Eller er det længe siden planten er blevet plantet, så jorden kan være helt tom for næring? For at hjælpe planten, kan du give den gødning. Har du haft den samme plante i flere år i samme jord, kan det også være nødvendigt at omplante, så planten får nyt frisk jord.

Gule blade kan betyde at planten mangler lys

Står din plante i et mørkt hjørne, eller på en skyggefuld placering? Så kan de gule blade være tegn på at planten mangler lys. Er det især de nederste blade der bliver gule og falder af, eller de blade, som hænger på den side af planten, der vender væk fra vinduet? Så kan det tyde på at de blade mangler lys. Prøv at flyt din plante hen til en plads, hvor den får mere lys.
Pas dog på med at sætte planten direkte i vinduet. En del planter tåler ikke direkte sollys.

Gule blade i Monstera-familien

Er bladene på din Monstera blevet gule inderst inde mod stænglen, tyder det på overvanding. Det er et tegn på at din Monstera ikke kan optage alt det vand den har fået.
Er bladene derimod blevet gule yderst i spidserne, tyder det på planten får for lidt vand. Ved undervanding bliver bladene gule yderst i spidserne, fordi planten er ved at trække fugten tilbage til sin kerne. Så er planten villig til at ofre bladene, for at overleve.

Brune blade

Får din plante brune blade, er der ligesom ved de gule blade, flere mulige årsager. (Sagde jo, det ikke skulle være nemt) Vi har skrevet en artikel som du kan finde her, om hvad årsagen kan være til din plante laver brune blade.

Krøllede blade og sølv/hvide blade

Har din plante krøllede blade, eller kan du se der ligger sig et hvidt lag på bladene, kan det skyldes din plante er angrebet af skadedyr. Små bæster. Se HER hvordan du bekæmper disse, og hvilke tegn du skal kigge efter.

2 Kommentarer

  1. Hej. Jeg har 2 store monstera planter og er meget glade for dem. Desværre er mange af bladene blevet brune let visne i spidserne? Jeg har sørget for at ændre retningen på lamelgardinerne så de ikke får for meget sol. Hvad kan jeg gøre med de blade der er skadet? Skal de klippes/trimmes?

    • Hejsa,
      Først og fremmest så har du gjort det helt rigtige med at ændre retningen på gardinerne.
      Monstera har brug for sollys – men tåler ikke direkte sol. Det svitser bladene.
      De blade der har taget skade bliver desværre ikke “almindelige” igen. Du kan evt. klippe de brune spidser af. 🙂

Skriv et svar

Skriv din kommentar her
Skriv venligst dit navn her