Monstera, bloggerplante, fingerfilodendron, bamseplanten – Kært barn har mange navn. Monstera planten er dog ikke uden grund en af de mest populære stueplanter. Den er fantastisk smuk og så er den nem at passe. 

Monstera skal have inddirekte sollysMonstera må gerne tørre let ud mellem vandingerneMonstera er en nem stueplanteMonstera er hurtigvoksende

En Monstera plante, er kendt for sine store karakteristiske hullede blade. Bladene er grønne og mørkegrønne i farverne og de kan blive kæmpe store. I bladene kommer de velkendte finurlige dybe fliger, som er plantens helt særlige kendetegn. Med sit udseende, skaber Monsteraen en tropisk stemning i hjemmet. Udover planten er kendt for sit særprægede udseende, så er den også kendt for at være en af de nemmeste stueplanter, når det kommer til pasning. Monstera planten er nemlig meget taknemmelig. Monstera er en god plante til nybegynderen, men også en fantastisk plante, som de fleste må eje uanset hvor grønne fingre man har.

Planteslægten Monstera, stammer fra de tropiske egne af Nord- og Sydamerika og indeholder omkring 50 arter. Der er særligt 3 arter i planteslægten som er særligt populære i Danmark.

De 3 mest populære 

  1. Den mest populære er Monstera Deliciosa (også kaldet fingerfilodendron), som er kendt for de store blanke mørkegrønne blade, som med tiden danner de karakteristiske huller.
  2. På anden pladsen er Monstera Adansonil (Også kaldet Monkey mask og Swiss Cheese Plant). Ligesom Deliciosa, har Monkey Mask hullede blade, de er blot mindre og lidt anderledes i deres udtryk.
  3. På tredje pladsen er Phaphidophora tetrasperma (også kaldet Monstera minima), Plantens blade er specielle, med dybe revner på begge sider. Monstera minima er hurtigvoksende, og forveksles ofte med “storesøsteren” fingerfilodendron.
Bliv klogere på pasning af Monstera
Foto: Katrine Becher Damkjær

Vokser i regnskoven

Monstera slægten vokser naturligt i de tropiske regnskove, hvor den klatre op af træerne. Ude i naturen kan planterne blive utrolig store og høje. Der er set eksempler hvor en Monstera Deliciosa er blevet over 18 meter høj. Hjemme i stuen bliver planten dog ikke lige så høj som i naturen. Men en sund Monstera Deliciosa, kan dog sagtens over årene, blive flere meter høj.

“Man kan næsten ikke læse et boligmagasin hvori der ikke er et billede af en monstera”

Karakteristiske blade

Monstera slægten er på ingen tid blevet utrolig populær, hvilket skyldes deres flotte og unikke udseende. Planterne laver de flotteste blade fyldt med små og store huller. Hvert blad er unikt og det gør planten utrolig dekorativ. Det er faktisk de karakteristiske blade, som har givet planten sit latinske navn. Monstera kommer nemlig af ordet “monstrøs” som er en henvisning til planternes hullede blade. Planterne er også kendt under navnet fingerfilodendron, også stavet fingerphilodendron.

Hvorfor har fingerfilodendron slægten huller i bladene?

Forskerne har spekuleret i hvorfor Monstera har huller i bladene, og de er kommet frem til to mulige grunde. Den ene er at de karakteristiske huller i bladene, beskytter planten mod de store mængder vand der kommer i regnskoven. Her er teorien, at hullerne i bladene, modvirker at vandet kan samle sig på bladene og derved tynge planten. Den anden teori er, at hullerne i bladene gør planten fylder endnu mere, så den derved kan optage mere sollys på bunden af regnskoven.

Monstera Deliciosa, er den mest kendte og populære plante i Monstera-familien. Denne plante vil vi nu lære dig endnu bedre at kende.
Læs alt om pasning, vanding, gødning, lysforhold og sidst men ikke mindst: Hvordan du kan se om din plante mistrives.

Monstera Delicosa

Pasning af Monstera Deliciosa

hvor meget lys skal min Monstera have? 

Monstera trives bedst på en lys placering, hvor den får masser af inddirekte sollys. Placer ikke din Monstera i direkte sollys. Hvis din Monstera får direkte sollys, kan du risikere at bladene tager skade, da de bliver svedne af solen. Planten kan i princippet også godt stå i et rum med begrænset sollys. Men det er dog ikke optimalt for plantens vækst.

Hvis du er i tvivl om din Monstera får den rette mængde lys – Kommer der her en lille tommelfingerregel. Får din plante for meget lys bliver dens blade gule. Står den for mørkt, får planten typisk færre af de karakteristiske hullede blade.

Planten fortrækker almindelig stuetemperatur (20 – 27⁰) og en meget høj luftfugtighed. Denne høje luftfugtighed kan du skabe ved at forstøve din Monstera med vand i en forstøver. Gør det et par gange om ugen. Du kan også give din plante et brusebad ind imellem, hvor du skyller vand ned over bladene. Dette vil også hjælpe den til at holde den høje luftfugtighed.

Hvordan skal min Monstera plantes? 

Den populære fingerphilodendron foretrækker en luftig pottemuld, med masser af sphagnum. Fingerphilodendronen er hurtig til at brede sig vandret, hvis den ikke har noget at vokse opad. Hvis du gerne vil have en høj og stor plante, kan du med fordel sætte en kokospind eller blomsterbind i krukken, så planten har noget at kravle opad. Her vil fingerfilodendrons luftrødder hjælpe planten til at klatre op ad pinden.

Monstera Delicosa også kendt som bloggerplanten

Hvor ofte skal min Monstera vandes?

Monstera kan godt lide en høj luftfugtighed. Forstøv derfor med vand
Foto: Heidi Lundsgaard

I forhold til vanding af Monstera, må planten gerne tørre ud mellem vandingerne. Vi anbefaler at vande en gang om ugen, hvis planten trænger til vand. Det allerbedste du kan gøre, er at stikke en finger ned i jorden, og mærke om de øverste par centimeter jord er tørt. Hvis jorden er tør, er det tid til at vande. Udover vanding er det en god ide at forstøve bladene et par gange om ugen, for at hjælpe den med at holde den høje luftfugtighed.

Monsteraen kan dyrkes kun i vand – helt uden brug af jord. Denne metode hedder Hydroponisk dyrkning. Du kan læse mere om dette lige her.

Hvorfor ofte skal jeg give min Fingerfilodendron gødning?

Monstera er en hurtig voksende plante. Så elsker du at se planter vokse sig store, så er det lige en plante for dig. Går det ikke hurtigt nok? Så kan du faktisk hjælpe planten med at vokse endnu hurtigere. Du kan med fordel gøde din plante én gang om måneden, i forbindelse med vandingen om foråret og hen over sommeren.

Hvorfor drypper min Monstera?

Måske har du opdaget at der hænger vanddråber ned fra din plantes blade? Eller at der pludselig ligger dråber på bordet ved din plante? Hvis din Monstera har fået mere vand end den kan optage, da du var forbi med vandkanden, så udskiller den selv det overskydende vand igen. Så det er faktisk fordi, at din plante har fået for meget vand, at den drypper. Det gode er at planten selv kommer af med det igen, i stedet for den drukner i det. Det betyder også at din plante har det godt, fordi den har fået det vand som den har brug for.

Hvordan laver jeg stiklinger af min Monstera?

Hvis din Monstera bliver alt for stor, kan du med fordel fjerne nogle af dens skud. Dem kan du bruge til at lave en eller flere nye planter af. Plant en eller flere stiklinger sammen i en krukke og så får du med tiden endnu en flot stor fingerfilodendron. På den måde sikrer du dig at din plante ikke vokser sig for stor. Som ekstra bonus får ovenikøbet flere planter ud af det.

Når du vil lave stiklinger af din plante, så find en stængel med luftrod på. Klip stænglen af, så luftroden kommer med. Det er luftroden som stiklingen danner et rodnet fra, så det er vigtigt der er luftrod med på din nye plante.

For at følge udviklingen, så kan du sætte den afklippede stængel i en vase med vand. Her er det vigtigt at luftroden er dækket af vand, så den kan begynde at udvikle rødder. Efter noget tid, kan du se at der begynder at danne sig rødder. Når rodnettet er stort nok, kan du plante stiklingen i jord.

Må jeg klippe luftrødderne af min Monstera?

Vi anbefaler at du ikke klipper luftrødderne af. Din fingerfilodendron har allerbedst af, du lader dem blive. Du kan stikke dem ned i potten igen, så de bliver til rødder. Eller du kan give dem noget at kravle op ad, ved at binde din Monstera op af en kokospind. I naturen bruger plantens faktisk sine luftrødder til at klatre op ad træerne i regnskoven. Forsøger at du at klippe i dem, så anbefaler vi klart du beholder så meget som muligt.

Monstera har hullede blade

Plantedoktor – Hjælp min Monstera

Selvom bloggerplanten er en hårdfør plante, kan den naturligvis også mistrives ind imellem. Ofte skyldes det forkert placering eller pasning. Nedenfor kan du læse om hvad det kan betyde hvis din plante har gule eller brune blade, pletter, krøllede blade eller mug på jorden.

Har din plante tørre og eller brune pletter på bladene?
Dette skyldes sandsynligvis at planten får for meget direkte sol, og at bladene derfor bliver svedne. Flyt planten hen til et sted hvor den i stedet får inddirekte sol.

Bladene på min plante er helt blege, hvorfor er de det?
Dette skyldes sandsynligvis at planten mangler næring. Prøv at gød din plante 1-2 gange om måneden i forbindelse med vandingen.

Hvorfor får min Monstera gule blade eller brune blade?
Gule og brune blade skyldes sandsynligvis at planten vandes for ofte eller med for stor en mængde. Prøv at nedsæt din vandingsrutine. Husk at plantejorden skal tørre helt ud, før den skal vandes. Har du glemt at vande din plante i noget tid, så start med lidt vand. Vent et par dage, og vand igen. For meget vand på en gang, kan skade de små rødder.

Min Monstera har sorte pletter på bladene, hvorfor?
Dette skyldes sandsynligvis at planten står et sted, hvor der er for koldt. Hvis planten får træk eller kulde, kan den få sorte pletter. Prøv at flyt planten hen til en ny plads.

Min Monstera har krøllede blade, hvad kan årsagen være?
Har din plante krøllede blade, så kan det sandsynligvis skyldes den mangler fugt. Prøv at hjælp planten ved at øge luftfugtigheden omkring den. Det kan du gøre ved at spraye vand på bladene med en forstøver, eller ved at overbruse den forsigtigt med vand.

Min plante har mug på jorden, hvad skal jeg gøre?
Er der hvid mug på det øverste lag jord, så er det sandsynligvis fordi planten har fået for meget vand. Skrab muggen af og vent med at vande igen til at planten er helt tør.

“Når bladet først har taget skade, så bliver det ikke pænt igen. Klip det af så din plante ikke skal bruge mere energi på det.”

Monstera Variegata

Variegata – Den brogede variant

Er du blevet rigtig Monstera fan? Så skal du næsten tage et kig på vores artikel om Monstera Variegata – Den sjældne hvidbrogede Monstera. Den kan du læse mere om her. 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her