Har du også forelsket dig i det smukke gummitræ, men er du i tvivl om hvordan den skal passes? Så læs med her. Forhåbentlig kan du blive lidt klogere.

Gummitræet (også kaldet Ficus Elastica) er en af mest kendte planter i Ficus-familien. Planten har nogle store dekorative, lidt tykke blade. Bladene bliver ca 10-13 cm og er meget smukke og skinnende. Når planter danner et nyt blad, er det i et “hylster” som er rødt. Det falder af når bladet udvikler sig og folder sig ud. Gummitræet er en meget rank og flot plante, som ikke forgrener sig ret meget. Men den kan blive høj.

Gummifigen har oprindelse i det sydlige Asien. I naturen kan træet blive op til 60 meter højt. Hjemme i stuen bliver planten dog højest 2-3 meter høj. Gummitræets latinske navn Ficus Elastica (elastik) – Henviser til at planten før i tiden blev brugt til gummiproduktion.

Gummitræet fåes både med grønne blade og med hvidbroget blade.

Typer:

Gummitræet bliver også kaldt gummifigen og gummiplante. Planten kendes typisk på sine store grønne, blanke blade. Men den findes også i sorter andre sorter. Nedenfor kan du se de mest populære sorter af gummitræet, Ficus Elastica:

  • Decora, har en rød midterstribe og en rød skudspids.
  • Marmorata, har hvidbrogede blade.
  • Schrijveriana, har blade med gullige pletter
  • Abidjan, har mørke blade med en rødlig underside
  • Robusta, har store grønne blade.
Foto: Heidi Lundsgaard

Pasning:

Gummitræet trives bedst på en lys placering – Dog helst ikke i direkte sollys. Så en god placering til dit gummitræ, vil være i nærheden af et vindue. Men ikke i selve vindueskarmen.

Gummitræet er ikke glad for store og pludselige temperatur svingninger. Om vinteren må det ikke stå koldere end 10°C. Den hvidbroget art er generelt en smule mere sart end de grønne og vil helst have det over 10°C.

I forhold til omplantning, så er det kun nødvendigt at omplante dit gummitræ hvert 3.-5. år. Jo ældre din plante er, jo sjældnere er det nødvendigt at den skal omplantes.

Vanding:

Gummitræet er en af de lettere planter at passe. På grund af de tykke blade, kan gummitræet godt klare sig, hvis du glemmer at vande den engang imellem. Det eneste du skal passe på, er at overvande planten. Gummitræet skal trives bedst med at tørre ud mellem vandingerne. Rødderne må ikke stå og soppe i vand.

Gødning:

Under de rette betingelser, kan gummitræet vokse hurtigt. I vækstperioden (forår-efterår) anbefaler vi at du gøder dit gummitræ hver 14. dag. Herhjemme bruger vi flydende gødning, som vi blander i vandingsvandet. I vinterhalvåret, hvor planten går i hvile, er det ikke nødvendigt at give den gødning.

Foto: Heidi Lundsgaard

Hvad er der galt med mit gummitræ?

Gule blade på gummitræ

Får dit gummitræ gule blade, skyldes det sandsynligvis overvanding. Gummitræets rødder kan ikke tåle at soppe i vand. Begynder din plante at få gule blade, så vent derfor med at vande til du er sikker på planten er helt tør.

Gule blade med spind eller krøllede blade

Gulde blade, krøllede blade og blade med spind, kan være tegn på at din plante er angrebet af spindemider. Du kan undersøge om dit Gummitræ er angrebet af spindemider, ved at se på bladenes underside.

Spindemiderne er så små, at de kan være svære at få øje på. Men ofte kan man spotte nogle helt små hvide æg. Det kan også være du kan få øje på noget der ligner et spindelvæv. Spindemider lever af saft fra planter, og de væver et fint ned på undersiden af bladene, som kan ligne et spindelvæv. Hvis din plante er angrebet, kan du læse HER om hvordan du kan bekæmpe spindemiderne.

Bladene på mit gummitræ hænger

Hvis bladene på din gummifigen hænger og er helt slappe, så kan det være tegn på overvanding. Man kan hurtigt komme til at tro, at det er fordi planten mangler vand. Slappe og hængende blade, er for mange planter tegn på vandmangel. Men på gummitræet er det lige omvendt. Så hvis din plante har slappe og hængende blade, bør du tjekke din plantes rødder efter. Hvis planten har taget skade af overvanding, kan du risikere at planten ikke længere kan optage vand eller næring gennem rødderne. I dette tilfælde, vil gummitræet så begynde at trække næring og vand ud af bladene, for derefter at smide de “tomme” blade.

Er du kommet til at overvande din plante og tyder det på at den har taget skade? Så kan du forsøge at redde planten, ved at skifte jorden ud og ved at klippe de rådne rødder af. Giv planten en god jord, stil den lyst og vær forsigtig med vandingerne.

Røde pletter på undersiden af bladene på gummitræ

Får dit gummitræs blade røde pletter på undersiden, kan det tyde på planten står for koldt eller for fugtigt. Dette kan eksempelvis være hvis planten står på badeværelset, eller op af en kold mur. Prøv at flytte planten til et varmere sted.

Gummitræ taber bladene

Det er helt normalt at planten skifter de ældste blade ud. Så hvis der blot er tale om, din plante har tabt et enkelt gammelt blad, så er der ingen grund til panik. Men taber din gummifigen helt grønne og friske blade, så kan det være tegn på din plante står for mørkt. Så vil vi anbefale dig, at du prøver at flytte din gummifigen hen til et sted, hvor den får mere lys.

Tør bladene af på dit gummitræ

De store blade på gummitræet, kan godt samle en del støv. Støvet hæmmer plantens fotosyntese. Så det er en god ide, at du jævnligt tørre bladene af på din plante med en fugtig klud. Vil du gerne have glansfulde blade? Så kan du faktisk få flotte blade med øl. Se hvordan her.

Foto: Heidi Lundsgaard


 

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her